

Forældrekommissionen
Forældrekommissionen er en landsdækkende forening og bevægelse af forældre til børn med bekymrende eller ufrivilligt skolefravær. Missionen er at være med til at knække kurven for ufrivilligt skolefravær ved at styrke og organisere forældrefællesskaber, så familier ikke står alene, støtte kan komme tidligere, og forældrenes erfaringer bliver en del af løsningerne.
Foreningen udspringer af mobiliseringen omkring den Cavling-nominerede dokumentarserie Skolens tabte børn. Da familiernes historier blev synlige, blev det tydeligt, at det, der kan opleves som den enkelte families private kamp, er en fælles samfundsudfordring. På få måneder er Forældrekommissionen vokset til mere end 2.500 medlemmer fra 96 af landets 98 kommuner.
Forældrekommissionen bygger på en grundlæggende forståelse af, at komplekse velfærdsudfordringer ikke kan løses af systemer, fagprofessionelle eller familier hver for sig. Professionel faglighed og velfungerende systemer er afgørende, men det er den viden, de relationer og de ressourcer, der findes hos mennesker og i fællesskaber, også.
Forældrekommissionens arbejde bygger på tre forbundne greb: organiserede forældrefællesskaber, dokumentarisk fortælling og systemisk forandringsarbejde, hvor forældrenes erfaringer møder faglig viden og beslutningskraft.


Ambitionen er at skabe en bevægelse:
fra isolation til fællesskab
fra afmagt til handlekraft
fra privat erfaring til fælles viden
fra fælles viden til forandring.
Bevægelsen tager form gennem fire forbundne fællesskaber:
- Forældregrupper, hvor faciliterede forløb giver forældre et trygt sted at møde andre, der genkender deres situation, og styrker deres trivsel og handlekraft.
- Lokale fællesskaber, hvor familier skaber relationer, aktiviteter og nye muligheder tæt på deres hverdag.
- Handlefællesskaber, hvor forældre omsætter erfaringer til fælles læring og konkrete forandringer sammen med blandt andre fagprofessionelle, skoler og kommuner.
- Et nationalt samarbejdsfællesskab, hvor forældre, civilsamfund, kommuner samt fag- og vidensmiljøer udvikler løsninger og lærer på tværs.
Fællesskaberne skal både styrke den enkelte familie og skabe viden, der kan bidrage til tidligere hjælp og varig forandring.
Fortællinger, der kan forandre
Kunst og dokumentarisk fortælling er en central del af Forældrekommissionens forandringsarbejde. Fortællinger kan gøre det, der ellers er svært at se eller forstå, menneskeligt og nærværende. Fortællinger kan nedbryde tabuer, skabe genkendelse og åbne nye samtaler på tværs af familier, fagligheder og systemer.
Når én families historie bliver fortalt, kan andre opdage, at de ikke står alene. Når mange historier samles, bliver mønstre synlige. Og når mønstrene bliver synlige, bliver det muligt at forstå udfordringen på nye måder og udvikle løsninger sammen. For os slutter fortællingen derfor ikke, når den er fortalt. Den skal være med til at gøre privat erfaring til fælles viden – og fælles viden til vilje og evne til at skabe forandring.
På Thoravej bidrager Forældrekommissionen med forældrenes levede erfaringer, en stærk mobilisering og et dokumentarisk blik på velfærdens udfordringer. Her kan vores viden møde kunstneriske praksisser, andre fagligheder og samfundsaktører og blive omsat til nye fællesskaber og løsninger. Initiativet til Forældrekommissionen blev taget af Louise Gielov, Jens Langhorn, Mette Bjerregaard og Maja Schmidt, som bringer forskellige erfaringer, perspektiver og fagligheder ind i arbejdet. Foreningen udvikles sammen med forældre fra hele landet, hvis erfaringer, behov og engagement er med til at forme dens retning, fællesskaber og arbejde for forandring.