

12. nov, 2025 
 kl. 18-20.30
Art Hub Copenhagen, Meyers & Thoravej 29
Langbordsmiddag med svampe
Kom og vær med til vegetarisk langbordsmiddag den 12. november, når Art Hub Copenhagen, Meyers og Thoravej 29inviterer til svampemiddag. Aftenen vil byde på en svampemenu præsenteret af Langar, Meyers restaurant på Thoravej 29, akkompagneret af et svampeinspireret kunstnerisk og kulturelt program.
Efteråret er svampenes årstid. I den fugtige jordbund i private haver, i parker og i skove skyder de i denne tid op i stort antal. Flere af dem er spiselige og for mange yderst eftertragtede, men udover at mennesket har spist svampe siden dets oprindelse som art, så er svampe også en mytologisk, nærmest spirituel størrelse, som mennesker kloden over har afbildet og brugt i kulturelle sammenhænge i tusinder af år.
Alt dette dykker vi ned i, når billedkunstner Silas Inoue fortæller om sin fascination og brug af mycelium i sine værker. Vi skal høre om Funga Farm, der producerer svampe midt i København, og dykke ned i svampenes kulturhistorie sammen med Karsten Wind Meyhoff, som er forfatter og medstifter at forlaget A Mock Book.
Billetprisen er 150 kr. og dækker både middag og program. Se hele programmet nedenfor.
Aftenens program
- Velkommen! Interview og introduktion til værk af Silas Inoue ved Jacob Lillemose fra Art Hub Copenhagen
- Præsentation af aftenens menu ved Langar
- Præsentation af Funga Farm ved svampefarmer Thomas Kyle Cometta (på engelsk). Funga Farm er en virksomhed i København som producerer svampe og leverer til Langar.
- Introduktion til svampenes kulturhistorie ved Karsten Wind Meyhoff, forfatter og medstifter af forlaget A Mock Book.
~
Info
Svampemiddag
Onsdag den 12. november 2025
Kl. 18.00-20.30
Langar
Thoravej 29
2400 København NV
En billet til svampemiddagen koster 150 kr. og kan købes her. Drikkevarer kan tilkøbes.
~
Om langbordsmiddag på Thoravej 29
Svampemiddagen er en del af en serie af langbordsmiddage, som inviterer indenfor på Thoravej 29 til en ekstraordinær middag, hvor mad, kultur og kunst kan inspirere til nye samtaler omkring bordet. Middagene arrangeres i samarbejde med forskellige aktører på Thoravej 29. Denne middag er blevet til i et samarbejde mellem Art Hub Copenhagen, Langar/Meyers Madhus og Thoravej 29s communityteam.