

10. apr. – 10. jun, 2026
kl. 8-17
Mentorbarn, Hjem til Alle alliancen, Bikubenfonden
Hold Kæft og Lyt: vandreudstilling giver anbragte børn ordet
HOLD KÆFT OG LYT – udstilling giver anbragte børn ordet og åbner nu på Thoravej 29 i København NV
Vandreudstillingen ’Hold Kæft og lyt!’ åbner for alle interesserede på Thoravej 29, 2400 København NV fra den 10. april til 22. maj 2026.
Udstillingen bygger på fortællinger fra både nutidens anbragte børn og børn, der blev anbragt for mere end 100 år siden. På tværs af tid står børnene side om side og deler deres oplevelser af at blive – eller ikke blive – hørt.
Et nødvendigt brud med tavsheden
"’Hold kæft og lyt’ – er et stærkt udtryk og måske sværere end man lige tror. I hvert fald oplever mange børn og unge, der er eller har været anbragt ikke, at de er blevet lyttet til i så høj grad som de kunne havde ønsket sig. At lytte rigtigt til det, børn og unge fortæller, ønsker og drømmer om, har stor betydning for deres hverdagsliv, og her tager udstillingen fat og giver håb om forandring"
- Jimmy Agerskov Krab, seniorkonsulent i De Anbragtes Vilkår.
Udstillingen viser, at selvom lovgivningen har ændret sig markant gennem de seneste 100 år, er kampen for at blive hørt langt fra slut. Den insisterer på, at reel forandring ikke kun handler om regler og systemer – men om relationer, respekt og viljen til at dele magt.
Bragt til Thoravej 29 af husets medlemmer
Udstillingen er ikke tilfældigt placeret på Thoravej 29. Flere organisationer i huset er gået sammen om at invitere den til huset, fordi den taler direkte ind i deres arbejde med social forandring.
For Hjem til Alle, der arbejder for at stoppe hjemløshed blandt unge, er udstillingen vigtig, fordi alt for mange, der har været anbragt som børn, ender i hjemløshed. Det kan vi kun gøre noget ved, hvis vi bliver bedre til at lytte og forstå børnenes behov.
For Mentorbarn, der arbejder for at give børn og unge i udsatte positioner mulighed for stærkere netværk, er udstillingen vigtig, fordi den minder os om, at børn og unge har ret til at blive hørt og have medbestemmelse over eget liv og egen fortælling.
For Bikubenfonden, der arbejder med at skabe positive forandringer i samfundet, er udstillingen relevant, fordi unge i anbringelse alt for ofte ikke oplever sig hørt. Den insisterer på, at reel forandring begynder med at vi lytter til de unge, det handler om.
En del af et bredt samarbejde
Udstillingens navn er taget direkte fra et råd til de fagprofessionelle fra et anbragt barn. Den er udviklet i et partnerskab mellem Svendborg Kommune, De Anbragtes Vilkår og SUS – Socialt Udviklingscenter som del af et bredere samarbejde med målet om at styrke børneinvolvering i socialt arbejde og er finansieret af Lauritzen Fonden.
Som del af partnerskabet er der indsamlet fortællinger fra børn, familier og fagprofessionelle. Indsigterne herfra bruges i 2026 til at udvikle nye idéer til, hvordan kommuner kan styrke børneinddragelsen og kvaliteten i arbejdet med børnesager.
En udstilling, der rejser – og forandrer
Hold Kæft og Lyt indgår i et større nationalt partnerskab, der arbejder på at udvikle nye, mere lyttende praksisser i kommunerne. Partnerskabet indsamler løbende fortællinger og erfaringer fra børn, familier og fagprofessionelle, som i 2026 bruges til at udvikle nye redskaber til at styrke børns inddragelse i sager, der angår deres liv.
Udstillingen åbnede på Forsorgsmuseet i Svendborg og har siden være på Platformen i Esbjerg, Dokk1 i Århus og i Odense til eventet KLSOCIAL Børn&Unge26.
Nu kan udstillingen opleves på Thoravej 29, 2400 København NV.
Praktisk information
Udstilling: Hold Kæft og Lyt
Sted: Thoravej 29, København NV
Periode: den 10. april til 22. maj 2026
Åben for alle